En Skat! En sielden Skat! — I Verden ingen
Saa stor. — Udi en Hule. Hvor? — I Asien!
Og hvor i Asien? — Ved Ispahan!
Dybt under Jorden; i en hvælvet Grotte;
Indkrandst af Bierge. — Hellige Prophet!
Hvad Hemmelighed aabenbarer sig
Her for min Siel! Saa lykkes det mig dog,
At efter fyrgetyve lange Aars
Utrættede, vedholdne, strænge Flid
I Midnatsstunden — Stille! Lad mig see:
Hvad er det for en Skat? — En Kobber-Lampe!
En gammel, plump, anløben Kobber-Lampe!
Hvori bestaaer dens Kraft? — I Taager skiult!
Det seer først Eyermanden. Og skal jeg
(Min Tunge knap af Frygt og Haab indlænket
Her mægte kan at tale Ordet ud)
Skal jeg da blive denne Eyermand? -
Det fine Sand, som Vandet, sammenruller,
Og efterlader ikke Griflens Spor.
Utydeligt! — Dog stille! Runde Bølger
Sig taarner i det tørre Hav, som naar
En Stormvind gaaer i Biledulgerid.
Hvad sige disse Toppe? — Jeg skal hente
Hin gamle Digters Bog, som staaer paa Hylden,
Øster i Salen. Paa den første Side
Mit Øie falder, naar jeg slaaer den op,
Jeg læse skal. Det bringer mig paa Spor!

Han gaaer langsomt hen, tager en gammel Foliant, slaaer den op, og læser paa den første Side, han træffer:

Sælsomt er Lykkens Gaver rundt fordeelt,
Som Funker er de spredt fra Syd til Norden,
Og saare Faa besidde Lykken heelt.

Hvert Blomster har sit eget Sted paa Jorden,
Hvor Druens Blod er varmest, lurer Død,
I hule Jordbund buldre Lyn og Torden.

Blandt Østens Palmer mellem Frugten, sød,
Sig Brilleslangen under Løvet sniger,
Og Giften blusser giennem Blomsten, rød.

Fra kolde Nord snart varme Sol bortviger,
Men uden Jordskielv, uden Gift og Pest,
Nødtørftig Rugen groer for stærke Kriger.

Naturens muntre Søn er Lykken næst.
Hvorefter Nattens Grubler flittig grunder,
Naar Solen slukkes i det blege Vest,

Det finder han med Lethed ved et Under.
Fast ubegribeligt ham Lykken gaaer
Imøde, mens han sødt og sorgfrit blunder.

Og deri Lykken netop jo bestaaer,
At den umiddelbar, ved skiulte Kræfter,
Hen til sin elskte Gienstand sikkert naaer.

Den kommer selv, den vil ey gribes efter.
Det hielper lidt kun at du søge vil,
At du din Tanke paa dens Ankomst hæfter.

Du griber — Haabets Dør sig lukker til.
Hvis ey umiddelbar din Lod er falden,
Da blier du for din Higen kun et Spil.
Da hielper ey din Forsken og din Kalden.

Han lukker Bogen langsomt.

En Dødelig har skrevet dette Digt.
En ringe Sanger, uindviet i
Naturens helligste Mysterium.
Mild aabner den for mig sin skiulte Skat.
Var det for strax derpaa at spotte mig,
Af qvindligt Lune? Ney! Den vise Røst
Var ingen Spottefugls; dens rene Lys
Er ingen Lygtemand, som leder vild.
Alvorlig, blid dens Finger peger hen
Til Skatten, som den huldt for mig oplader.
Men jeg forstaaer hvad, mystisk underlig,
Den, og ey Sangeren igiennem dette
Umodne Digt, mig giver at forstaae.
Adspredt er Jordens Kræfter, mange Hænder
Forenes maae at lette svare Byrder.
Mig givet blev, med dyb, skarpsindig Aand,
At skue i Naturens Inderste,
Men det udvortes Redskab er jeg ey.
Naturens muntre Søn (en melkeblods
Natur, hvis rene Fattigdom paa Tanker
Har alle Kræfter spart til Kiød og Blod)
En ung enfoldig Dreng skal hielpe mig,
Skal tage Skatten, næsten som i Søvne,
Og flye mig den, uklog paa dens Værdie.
Er det ey saa, du store Salomon?
Han sætter sig atter til at punktere.
Ja det er saa! En Ild med Røgelse
Skal giøre Hulens Indgang kiendelig;
Og en rødmosset, uopdragen Dreng,
Som ved et Lotterie hist i Europa,
Skal trække Lodden ud, til min Gevinst.
Tak være dig, du mægtige Prophet!
Min Siel er mat af sin Anstrængelse.
Min Lykke fundet er. Det trætte Legem
Til Hvile stunder. Sødt kan slumres nu.
I Morgen staaer jeg paa mit blotte Ord
I Asien; og inden Overmorgen
Staaer jeg med Lampen, Jordens bedste Stierne,
(Som Himlens lykkelige Stierner skienkte mig)
Her atter i min Haand.