Adam Oehlenschläger

14 November 1779 - 20 January 1850

Ægirs Giæstebud -

I Havet stander Øen:
Nu Hlesey kun er liden,
Thi Bølgerne med Tiden
Har pløiet den i Søen;
Men stor i Oldtids Dage
Den kneised høi og brat,
Og trodsed Nordens Drage,
Det sorte Kattegat.

Der hvor sig Tanget snoede,
Der stod af Muslingskaller
De hvælvethøie Haller,
Hvori Hler Ægir boede.
Mens Ran paa Dybet hvæste,
Han sad ved Perlekruus;
Snart drak han, og snart blæste
Han i sit Sneglehuus.

Fæl var den grimme Qvinde,
Den skumle Ran, som spættet
Udspænder Druknenættet,
Som Ligenes Gudinde;
Som Fladen Ægir smilte,
Kiek var han, uden Harm,
Og tit han trøstet hvilte
I deilig Havfruarm.

Naar Ran paa Dybet lured,
Han blev i Sol tilbage;
Med demantkroget Stage
Han Sølverspeilet fured.
Og ei han kunde dølge
Med Skum sin søde Lyst,
Hvergang han trykte Bølge
Bag Sivet til sit Bryst.

Til Freir og Gerda smilte
Han ofte dybt bevæget;
Thi saligvederqvæget
Nu Arm i Arm de hvilte.
Høit Ægir elskte Guder,
Og han var Guder kiær:
Mod Søen Himlen luder
I sammensmeltet Skiær.

Nu bød han dem til Festen;
Thi, var ei Ran tilstæde,
Han følte Venneglæde
Og tit bespiste Giæsten.
Han brygged Øl i Kummer
Af Flintesteen og Iis;
Og Fisk og Krebs og Hummer
Blev kogt i tusindviis.

Til ingen Hielp han trænger;
Thi hvergang han har Giæster,
Er Gudens Kiøgemester
Den raske Finnafænger.
Han bruger lidt kun Ilden,
Ham hylder hver en Elv:
Alt sødet blier ved Kilden,
Som koger af sig selv.

Hvor Malestrømmens Tragter
Nedhvirvler i en Hule
I Skum de Bølger gule
Med rædsomtfæle Fagter,
Der knuser Eldirs Kølle,
Hvad Havet blev til Deel,
Der knager Ægirs Mølle,
Der maler han sit Meel.

Nu vi vel alle vide,
At Freir til Gerdas Fader
Gav den af staalne Plader,
Som bedst var til at stride;
Han mildned Troldens Avind,
For ei af Sorg at døe,
Gav bort sin stærke Glavind
Og fik en deilig Mø.

Men Gerda elskte Freier,
Dem intet meer adskilled,
Han overgik sit Billed,
Han vandt den bedste Seier;
Og Biergets skiønne Pige
Gav ham til Vederlag
Et Skib, som ei sin Lige
Har fundet nogen Dag.

Vel maa man Hringhorn rose,
Den gode Baldurs Snekke:
Den kan ei Klippen knække,
Den gaaer i Sø og Mose;
Der sidde kan ved Siden
Af Gud, Gudinde trygt;
Men ikke dog til Striden
Er Baldurs Hringhorn bygt

I Fredens Tid, til Stabel
Den glider let fra Havnen,
Med rige Fragt i Stavnen
Og hæver høit sin Snabel
Af sorte Horn med Ringe,
Saa glindsende, saa krum;
Og mod den brede Bringe
Slaaer Bølgen sig til Skum.

Et andet Skib mod Snegle
Jernpladerne bevare,
Det kaldes Nagelfare,
Og det er bygt af Negle.
Det Skib tilhører Jetter,
Det stil i Sumpen staaer;
Bygmesteren dog sætter
Til Skibet Aar for Aar.

Hvo klipper ei af Døde
Den lange Negl paa Haanden,
Han steds forøger Vaanden,
Han Guder vil forøde;
En Fordeel Jetten gives,
Som han at nytte veed:
Ulykken stille trives
Ved Uforsigtighed!

Men Snekken, som Jetinden
Nu gav i Morgengave,
Giør hver en Storm til Slave
Og seiler stik mod Vinden.
I Harnisk Guder alle
Paa Dækket kunde staae,
Og seile fra Valhalle
Til Ægir i det Blaa.

Og naar ei meer til Gammen
Det foer paa Sø og Stræde,
Da vikled som et Klæde
Ung Gerda Skibet sammen.
Paa Brystet hun det dølger,
Der vugges det, — o Frei!
Igien paa tvende Bølger,
Som Havet eier ei.

Tænk nu hvor stolt at skue
Var denne Fart mod Øen,
Til Ægir over Søen,
I Morgenrødens Lue:
Ved Roret Odin Vise,
I Stavnen Vidar var,
Og hver en deilig Dise,
Som Blomster i et Kar.

Da løb det som i Aaen,
Da trængtes ei til Kasten,
Og Bragi sang ved Masten,
Og Heimdal sang i Raaen.
Niord flagred høit i Flaget,
Fiint stænkte Vandets Støv,
Men Frigga hvælved Taget
Med sine Egeløv.

Da slyngtes Løv om Panden
Og da forøgtes Spøgen,
Thi afklædt, splitternøgen,
Stod Tyr paa Snekkeranden:
Sit Sværd, det korte, brede,
I venstre Haand han holdt,
At styre Hayens Vrede,
Som vilde spille Bolt.

Da maatte Diser bæve,
Thi Hayen fægted tapper,
Den efter Guden snapper
Med frygtelige Kiæve.
Dog hørtes Heltens Latter,
Ei Bølgen tvang hans Mod.
Han sprang i Skibet atter,
Og Hayen flød i Blod.

Det vil jeg ikke dølge:
Den fæle Ran i Dybet,
Som glæder sig blandt Krybet,
Jog Hayen fra sit Følge,
At giøre dem forfærdet,
Som giæsted Ægirs Sal.
Nu, da den sank for Sværdet,
Udsendte hun en Hval.

Som Øe med Klipperevner,
Den kom, med barske Væsen;
Vandstraalen stod af Næsen,
Den svulmed som en Hævner.
Da Heimdal foer som Lynet
I Springets Straalevand,
Og deilig stod for Synet
En syvfoldfarvet Rand.

I Stavnen Vidar stirred
Med rædsomt Gnisterøie;
Det monne Hvalen bøie,
Den følte sig forvirret.
Mens Odin læste Runer
Tilbunds den atter gik,
Thi stærkt, som med Harpuner,
Traf Vidar med sit Blik.

Saa kom da uden Fare
Til Ægirs Øe, den milde,
I Aftenrøden silde
Hin høie Asaskare;
Og som en Sky sig skyder
Fra Luft i Bølgens Favn,
Saa let Skybladner flyder,
Og har fortient sit Navn.

Da Anker nu var kastet
I Solens Aftenrøde,
Da svømmed dem imøde
Havfruerne, som hasted;
Med Haar saa grønt som Sivet
Man saae dem, tre og tre,
Med Arm i Arm om Livet,
Saa hvide som en Snee.

Med Sølverslør ad Nakken,
Paa Issen hvide Hatte,
De tumled, aldrig matte,
Bød Alferne paa Bakken.
Det lyse Alfefølge
Da steg fra Skibets Rand,
Og fulgte dem fra Bølge,
Og satte sig paa Sand.

De sad paa Klippedyssen,
Hver Alf var deilig Kriger,
Havfruerne var Piger;
Da gik det med en Kyssen,
En Krysten og en Hvisken,
Bag Fieldekløftens Skiul,
Som naar hos Sølverfisken
Der pladsker sig en Fugl.

Hler Ægir sad med Elmen,
Sin Stang, med Demanthage;
Og dannet som en Drage
Med Kam, var Sølverhielmen.
Skiøndt Hielmen smykte Guden,
Den rysted Siæl og Sind:
Der hørte man med Tuden
En evig Hvirvelvind.

Og midt i Giæstestuen,
Thi Nat det nu var vorden,
En Klump af Guld paa Jorden
Høit lysnede som Luen.
Da Ægir dem bespiste
Med hvad han havde bedst,
Og alle Guder viste
Sig glade ved hans Fest.

Men fiernt i Finnedalen,
Igiennem Snee og Taage,
Med svuldne Øienlaage
Fløi Asalok som galen.
Som Snee var bleg ham Kinden;
Den sorte Hovedlok
Udbredte sig for Vinden,
Som Mulm i Ragnarok.

Det ærgrer ham i Siælen,
At Fenris nu man tvinger.
Med Flaggermusens Vinger
Han vredt ombandt sig Hælen.
Paa Skuldren sig af Uglen
Han satte Vinger studs;
Derpaa Ulykkesfuglen
Strøg Klippen, som en Struds.

Mig har man ikke buden
Til Hlesey med de Andre.
Nu kan jeg ene vandre!
Nu man foragter Guden.
Men Thor i Østerleden
Drog bort, er ikke Giæst; -
Jeg kaster Klint i Hveden,
Forstyrrer denne Fest!

Hvis ikke jeg kan nyde,
Skal Andre heller ikke;
Med glædedrukne Blikke
Skal ingen Gud sig fryde.
Snart vil de alle sande,
At Rosen har en Torn;
Og Malurt skal jeg blande
Dem i det søde Horn.

Vel har jeg ikke Magten,
Dog ogsaa Svag kan saare!
Nu staaer til Disars Taare
Min Higen og min Tragten.
De lære skal at frygte
Asloke som en Mand:
Jeg spilder deres Rygte,
Med giftig Klaffertand.

Mon Sandhed mange Døgne
Med Falskhed vel kan trives?
Een Sandhed kun der gives,
Men hundredtusind Løgne.
Man Mængden let forfører
Naar fræk man ikkun vil:
Snart troer den, hvad den hører,
Og Loke har sit Spil.

Som saa han monne siunge,
Henfoer han over Bierge,
Han stolte paa sit Værge,
Sin frygtelige Tunge.
Han gik til Kystens Aadde,
Og lod af Dværge smaae
Med skarpe Slangebraadde
Sin Tunge tæt beslaae.

En Krands hans Hoved pryder:
I hvert et Tindinghiørne
Udstrutte stive Tiørne
Og sortblaae Skarntyder.
Til Hlesey han sig trænger;
Der voldte han din Død,
Du bolde Finnafænger!
Som Veien ham forbød.

Besprængt med Trælleblodet
Ved Døren han sig satte;
Han monne vel sig fatte,
Han tabte ikke Modet.
Den blege Blodbesprængte,
Ved Dørens gyldne Pæl,
Paa Trædskhed ene tænkte,
Og stirred paa sin Hæl.

Hil være Diser alle!
Hil være Valhals Guder!
Derude Blæsten tuder,
Men luun er Ægirs Halle.
Her efter Glæden tragtes,
Her vorder Øllet smagt:
Ubuden Giæst foragtes,
Men leer ad Jer Foragt.

Hvi tier I saa stille
Og stirre ned i Skiødet?
Jeg Ægirs Træl har dødet,
Det største Kogesnille.
Han vilde mig forbyde
At staae paa Ægirs Øe.
Træl maa sin Herre lyde,
Og næsviis Træl maa døe.

ODIN

Med Asers gode Minde
Du meer indbydes neppe,
Du Øgle bag en Skræppe!
Du Broder til Helblinde!
Viig bort, du Lystforøder,
Som bryder Fredens Eed.
Hvor jeg dig atter møder,
Dig Gugner styrter ned.

LOKE

Meer venlig i din Tale
Var du, da du som Tærne
Fortrylled Rindas Hiærne
I Garderikes Sale.
Du gik i Trællekapper,
Og glemte Fænsals Diis;
Gud! mere viis end tapper,
Og mere klog end viis.

BRAGI

Saaledes tør du siunge
Til Valhals høie Fyrste?
Med Haar i trodsig Børste,
Med giftigslebne Tunge?
Ha fly Valhallas Straale,
Styrt i dit Mulm og fnys!
Og kan du ikke taale,
Saa sky det rene Lys.

LOKE

Jeg kiender dine Dyder:
I Ro du sanker Talgen,
Med rustne Sværd i Balgen,
Du, Bragi Bænkepryder!
Du flyer, hvor der er farligst,
Du pyntelige Gud!
Til Drabet est du varligst,
Og taabeligst i Skud.

YDUN

Saadan tør du forhaane
Den Gud, som glæder Jorden?
Hvis høie Qvad i Norden
Husvaler som en Maane?
Som Nidingsværket dræber,
Som danner God af Grum;
Som aabner Elskovs Læber;
Giør han ei Ondskab stum?

LOKE

Husk da du dig forlysted,
Og svagt mod Thiasse værged!
Da Trolden dig i Bierget
De skiønne Æbler krysted.
Taalmodig da at være
Dig lærte Fieldets Skræk.
Dengang af Bragis Ære
Du tog dig ei saa kiæk.

GEFION

Meer hellig og uskyldig
End Ydun, ingen findes.
Tid at din Tunge bindes!
Dog jeg er ligegyldig.
Din Usselhed dig gotter?
O, en elendig Høst!
Lyv kun, du Gudsbespotter,
Jeg agter ei din Røst.

LOKE

Du hader Mænd, du Grumme,
Ved høilys Dag i Sale;
Men Natten kan ei tale,
Og Skovens Træer er stumme;
Bag Buskens lave Toppe
Du bader dig i Flod:
Den hvideste blandt Kroppe
Ophidser Nøkkens Blod.

ODIN

Saavidt du dig formaster?
Du pletter Maanestraalen?
Har Torne da Fiolen?
Paa Sneen Kul du kaster?
Ha fly til Fielde sorte!
Forstyr ei Glædens Stund,
Og giøe ved Ægirs Porte
Ei hæst som Lænkehund.

LOKE

Tie Odin! Kun iblinde
Du deler Seir blandt Kæmper,
Din Trolddom Modet dæmper,
Du koger Seid som Qvinde.
Du helst den Feige skaaner,
Bag tykke Skiolderand.
Du Mimers Hoved laaner,
Men sielden hans Forstand.

FRIGGA

Ha Loke, du est galen
Som alle Guder hader;
Til Asernes Alfader
Du taler saa i Salen?
Han vil ei Freden bryde
Ved Ægirs Giæstebord,
Men dybt vil dig fortryde
Imorgen dine Ord.

LOKE

Tie, Frigga, Jordens Dronning!
Paa Kløen følger Svien.
Du ligner Dronningbien,
Har Mænd, men ingen Konning.
Dit Blomsterskiød i Vaaren
Sig aabner for hver Lyst,
Da viser Længselstaaren
Os Tanken i dit Bryst.

FREYA

O Loke, kan ei Vreden
Din bittre Tunge tæmme,
Saa hør en bønlig Stemme,
Fat dig og vær beskeden!
See Freyas gyldne Taare,
Den smelte lad din Harm.
Hvor nænner du at saare
De store Guders Barm?

LOKE

Hvad svækker Freyas Kræfter?
Hvad volder hendes Trængsel?
Hvi græder hun? Af Længsel!
Af Længsel! Og hvorefter?
Den skiønne Brudgom fattes?
O, der er Flere jo!
Slig Mangel kan erstattes,
Før Maanen gaaer til Ro.

Hvi mon vel Odur vige?
Hvi brød han sine Kieder?
Blev disse Yndigheder
Tilsidst ham væmmelige?
Blev de ham altfor blotte?
Veeg han i Valaskialf
En Fryd, som deles maatte
Med hver en As og Alf?

FREIR

Tie Snog, som arrigt hvidsier
Med ildrødskiæle Blikke.
Hvi vil du Rosen stikke?
Vind dig om dine Tidsler!
Hvi haaner du den Gode?
Utysker er der nok;
Gak til din Angerbode,
Med filtet Marelok.

LOKE

Dit Vellystøie brænder,
Du har Valhalla sveget;
Thi med dit Sværd er veget
Din Kraft fra dine Lænder.
Som Igle Gerda nyder
Dit søde varme Blod;
Hvergang dig Freya fryder,
Da smiler Angerbod.

HEIMDAL

Hos Trold af Pandeskallen
Du drak i Klippehuset,
Nu kommer du beruset
Og ypper Kiv i Hallen.
Kun Øllets stærke Dunster
Har lært dig tale frit;
Vi kiende dine Kunster,
Din gamle Vid er slidt.

LOKE

Hvad Taabe? faer til Helved!
Hvad? Du tør Loke true?
Er ei af Regn din Bue?
Af lutter Dunster hvælvet?
Hvad er din skiønne Farve?
Riv Rosen af sin Torn!
Hvad est du bag din Larve?
En Vægter med et Horn.

BALDUR

Jeg sporer bag din Skryden
En Hiærne snild og kløgtig,
Men som blier aldrig dygtig,
Fordi den mangler Dyden.
Som Løgtemand du spaser
I Mosens Taageslud,
Vil blusse vildt mod Aser,
Men slukkes og gaaer ud.

LOKE

Naar Lammet venligt bræger
Og lader feigt sig slagte,
Mon derfor jeg skal agte
Hvad Taaben kun bevæger?
At være from og lydig,
Hvad er det i en Sum?
Kun, Baldur, den er dydig,
Som søvnig er og dum.

Da Vidur taug, men stirred
Saa strængt i Lokes Øie,
At Trolden for den Høie
Blev bleg, og Læben dirred.
Det var som Skyens Pumpe,
Naar den med sagte Brum,
Med tykke Sko paa Stumpe,
Adsplitter Havets Skum.

Da sortned Himlens Bue;
Og dybt i Mulmet lyste,
Mens Asaloke gyste,
En blaaligkantet Lue.
Et Skrald hen over Jorden
Og over Havet foer;
Da mærktes paa den Torden
At nær var Asathor.

Da maatte Loke sukke,
Dog tvang han end ei Harmen.
Han saae i Skyen Karmen,
De skiæggethvide Bukke;
Han skued Thor hin Høie,
I Malm, med sorte Skiæg;
Dog gnistred Lokes Øie,
Han blegned som en Væg.

THOR

Tie stille Guds Bespotter!
Som Asers Glands fordunkler;
Jeg seer dit Øie funkler,
Dit Nidingsværk dig gotter.
Kom kun, din Skiæbne haster,
Jeg ende vil din Svig:
Til Utgard jeg dig kaster,
Til Hel, paa dine Liig.

LOKE

Jeg tør dog sige dette:
Din Hammer ei forskrækker!
Thi Midgardsormen dækker
Med sine Skæl den rette.
Tit spottet som en Fiante
Du blussed, mindre kiek:
Husk da du sad i Vante
Hos Skrymner, som en Giæk.

THOR

Tie stille Gudsforagter!
Som haaner Lysets Flammer;
Jeg bruger ingen Hammer,
At standse dine Fagter.
Seer Granen du paa Stenen?
Den skumbestænkte Blok?
Jeg hænger dig paa Grenen
Der, ved din egen Lok.

LOKE

Det ei Umagen lønner
At Loke længer raser.
Jeg sang for høie Aser,
Jeg sang for Asers Sønner;
Kun Thor min Tunge kuer,
Han kan ei Spøg forstaae,
Han hugger før han truer,
Og derfor vil jeg gaae.

Saa skiød han sig, som Aalen,
Med Slim igiennem Bølgen.
Heel ivrig i Forfølgen
Da saae man Lynildstraalen.
Dog skiærmed Klippens Volde,
Og Lokes egen Iil,
Han slap til sine Trolde
Og undgik Skyens Piil.

Men som en Slud der svinder
Meer blaa os Luften viser,
Saa smilte Valhals Diser
Med mere røde Kinder.
Huldt hørte man bevæge
Sig Bølgerne paa Kyst,
Og Ægirs Strengelege
Forkyndte Guders Lyst.
236 Total read