Dybt skoven bruser, og skyen går.
Ved strandens blomsterbred pigen står.
Højt op skyller bølgen så brat, så brat,
og hun synger ud i den dæmrende nat,
af trøstesløs kummer henrevet.

Ak, hjertet er dødt, og hvorhen hun ser,
er intet, intet at ønske sig mer.
'Du hellige! kald da dit barn til dit bryst,
mig har jo alt henrykt den jordiske lyst,
jeg har jo alt elsket og levet.'