Ved gamle borg
i kolde mose
stod tavs i sorg
den røde rose.
Dem lumske orm
vil rosen nage.
O hårde storm!
Den må forsage.

Nys rød og sund
i solens bade
åd fæle mund
de fine blade.
Ved dunkle lund
bespændt i nøden,
i hårde stund
den venter døden.

Bort fra min kind
er rosen veget,
mit sunkne sind
til Gud er steget!
O, dødens hånd,
du søde, kolde!
riv bort de bånd,
som her mig holde.